Om at vandre !

Jeg tog de første spæde skridt til at blive en vandrer i går !

Sammen med min dejlige veninde iførte vi os spritnye sokker og vandresko og gik ud i Kongelunden. Gik i grønne nuancer og fuglesang. Fandt en plet med læ, hvor vi siddende på gamle træstubbe kunne fortære den medbragte madpakke.

En tid til at tale, og en tid til ikke at tale,

en tid til at se udad, og en tid til at se indad

en tid til at mærke sålen mod jorden, og en tid til at lade øjet følge fugles flugt

En dejlig forårsdag blandt blomstrende træer, og en helt oplagt mulighed for at få luftet sjælen i et passende tempo !

Måske skulle man kombinere lidt med al den vandre litteratur, der findes, fx.

Dansk Vandrelaug eller

hvad med “Gå. Kunsten at leve et vildt og poetisk liv” af Tomas Espedal ?

Glæder mig til næste gang

og hvem ved, måske kunne det blive til en pilgrimsvandring ad åre…

En søndags tanke

Her er lidt til søndags eftertænksomheden:

Ord brænder på tungen (Pia Tafdrup)

Før slangens smertebid

Eurydikes længsel:

Mennesker

skulle vække mennesker

røre

lidt mere ved hinanden.

Lade hjertet flamme op

i mørket,

lade sorg vende

til lettelse.

Der er ikke andet mellem os

end alting.

Der må findes

en mulig flugtrute

for flyvende fugle

i blodet -

en rosenregn, en susen

så klar,

at den i nætter,

hvor ingen sover,

kan høres af en stædig stjerne

-

Rigtig god søndag !

En dag i maj

Tæppet i stuen er lige blevet udskiftet. Nu er det sort. Der ligger rester af kattemad. Sovesofaen er også ny. Mørkeblåt stof. Fire orange melerede konkylier ligger i vinduet. Det trænger til at blive pudset.

Stabler af bøger fylder spisebordet sammen med tomme glas og kattelegetøj. En rispapirlampe fra Ikea hænger ned fra en grønmalet bjælke. Den ene side af bjælken er sodet af røg fra brændeovnen. Det er en Morsø. Egernet sidder der stadigvæk.

En Nespresso maskine blinker. Der er ikke mere vand.

Et maleri fra Bornholm hænger over sofaen. Det er holdt i varme nuancer. To små piger står i en smal smøge. Måske aftaler de at gå hjem til den ene og lege.

Blikket går tilbage til det snavsede vindue. Solen afbøjes og glider ind på det sorte tæppe. Kattemaden lyser. Hun tænker på katten. Han er også sort som tæppet med en lille hvid blis på brystet. Hvor mon han er? Ligger han udenfor døren på broen? Under det nyudsprungne æbletræ og holder øje med guldfiskene i søen, mens hans hale langsomt duver op og ned.

Hun går ud, men der er tomt under æbletræet. Hun læner armene på gelænderet og ser ned i søen. Der er liv. Masser af liv. Frøer, fisk og små salamandre.

Et åkandeblad har foldet sig ud siden i morges. Hun kommer til at tænke på eventyret om Tommelise, og med ét er det som om udsynet kryber, bliver mere grønt og snasket. Hun blinker hurtigt, og ser så lige ind i tudsens blodrøde øjne. Den betragter hende opmærksomt uden at blinke. Kulsort sidder den på sidste års blege siv. Den knortede krop er fuld af store vorter. Hun vender sig rundt på bladet. En stor blomsterknop hænger fast i den anden ende. Det kan ikke vare længe før den springer ud. Hun blinker igen. Hårdt. Og er tilbage på broen.

En stor humlebi slingrer forbi med kurs mod æbleblomsterne. Den lyder som en helikopter. Blikket glider videre forbi søen og ud på vejen. Naboen kører forbi i sin lille lysegrønne bil, er nok på vej ned til hesten. Lysende hvidtjørn holder vejen i skak. Der bliver nok aldrig hundeskov bagved.

Hun lader blikket glide ind mellem de spidse hvide blomster og kan næsten fornemme duften.

Tanken begynder at slingre, svæve og lade sig glide opad. Hilser på en solsort, der er ved at varme op til dagens frieri. Fortsætter videre op gennem tynde grene. Blå luft og plads. Ser ned på huset og søen, indrammet og afgrænset.

Fortsætter opad.

Mit franske fad

Jeg var en tur i Bretagne i efterårsferien og samlede lidt skaller op fra en smuk østers strand. Fik lyst til at lave et minde derfra, og det blev så mit franske fad med aftryk af muslingeskallerne.

Fadet er lavet i lyst stentøjsler med turkis begitning og penslet blå glasur, så der blev lidt strand ud af det

Her ses en detalje fra fadet:

Når livet gør ondt

Iblandt gør livet ondt, smerter og afkøler knoglerne.

Iblandt gør livet ondt, gemmer glæder og fordobler tyngdekraften.

Hvad gør man så ? Lader som ingenting, drikker sig fuld, græder, leder efter svar på internettet, skriver det hele ned, eller danser til søvnen indfinder sig?

Mange svar, mange muligheder!

Man kan også læse T.S. Eliot. Han er en god nattekammerat, når søvnen udebliver. Og så kan han sætte de kolde knogler i perspektiv..

Hør blot her fra “Fire kvartetter, Burnt Norton”;

“Ved det stille punkt i den drejende verden. Hverken kød eller kødløs;

Hverken væk fra eller ind imod; ved det stille punkt, dér er dansen,

hvor fortid og fremtid er samlet.

Hverken drift væk fra eller ind imod, hverken stigen eller dalen.

Uden punktet, det stille punkt, var der ikke nogen dans, og der er alene dansen.”

-

Måske er det trøsten, når livet gør ondt, det stille punkt i den drejende verden. Tror punktet findes inde i mig selv, måske som en rosenhave på en stor slette. Et indre sted, hvor jeg kan vandre i tanken.

Mere fra “Burnt Norton”;

“Fodtrin giver genlyd i erindringen

ned af stien, som vi ikke tog

mod døren som vi aldrig åbnede

ind til rosenhaven.

Mine ord giver genlyd således, i dit sind.”

Her er et billede fra rosens hjemland, menes at være Shiraz området i Persien. Findes også masser af dejlig persisk lyrik, som sætter rosen og nattergalen ind i alskens metaforiske sammenhænge.

-

-

Eller hvad med første vers fra en af vores adventssalmer;

“Blomstre som en rosengård

skal de øde vange

blomstre i et gyldenår

under fuglesange

mødes skal i stråleglans

Libanons og Karmels glans

Sarons yndigheder”

J.P.E. Hartmann, 1861

-

Smukkere kan det vel næsten ikke siges.

Men tilbage til min indre rosenhave. Jeg fik en stor rosenbog i fødselsdagsgave for mange år siden. Har slået tilfældigt op, og den første rose jeg vil plante er en “Joseph´s Coat”, interessant navn !

Ser sådan ud:

Så jeg vil gå ind i min indre rosenhave, aflægge den et besøg morgen og skumring. Med tiden plante flere sorter og hvem ved, måske er det også en måde at lindre, når livet gør ondt.

Så er der tudser i søen

Så blev det forår, og livet er vendt tilbage til søen.

-

 

 

 

 

 

 

Og med foråret, også de store tudser, se bare her;

Og her er den sorte lidt tættere på, komplet med røde øjne og det hele…

 

 

 

 

 

 

Og lidt parløb i søen;

 

Så nu venter vi bare på salamandre og frøer, herligt

En måde at leve sit liv på…

Jeg holder meget af den nu afdøde irske forfatter John O´Donohue.

Han har nogen dejligt nærværende tanker om at høre til, både i hans prosa og hans lyrik.

Her er fire linier fra hans digt samling “Conamara Blues” om hvordan man også kan leve sit liv…

-

Fluent

I would love to live

like a river flows,

carried by the surprise

of its own unfolding

-

Så er der vel egentligt ikke mere at sige i dag, tror jeg

Forårsjævndøgn !

Så blev det forårsjævndøgn, og de lyse timer indfinder sig igen. Dejligt !

Her er lidt vintergækker fra haven og et dejligt livsbekræftende digt af Edith Södergran fra samlingen “Triumf at være til…”, et udvalg

Triumf at være til… (1916)

-

Hvad frygter jeg? Jeg er en del af det uendelige.

Jeg er en del af altets store kraft,

en ensom verden blandt millioner af verdner,

som den bedste af alle stjerner der brænder ud sidst.

Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!

Triumf at mærke tiden løbe iskoldt i sine årer

og høre nattens tavse flod

og stå på bjerget under solen.

Jeg går på sol, jeg står på sol,

jeg kender ikke til andet end sol.

-

Tid – forvandlerske, tid – fordærverske, tid – fortryllerske

kommer du med nye rænker, tusind listigheder og byder

mig en eksistens

som et lille frø, som en sammenrullet slange, som en klippe

midt i havet?

Tid – du morderske – vig fra mig!

Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning

og hun siger: engang brænder alle stjerner ud, men de lyser

altid uden skræk.

-

Rigtig velsignet forårsjævndøgn!

Hverdagen med en Kindle

Nu har jeg haft min Kindle et halvt års tid, og så var det måske på sin plads at gøre lidt status.

Og lad én ting være slået helt fast, jeg er vild med den !!

Den giver så mange læsemuligheder på transportabel vis. Man kan både læse bøger og få tidsskrifter leveret, når de kommer. Pt læser jeg New York Times Book Review og The Times book review. Kommer flyvende via luften en gang om ugen, herligt.

Og ja, man kan godt komme til at snolde lidt… især hvis man har influenza eller lige trænger til noget let læsning, så er det nemt at logge på Kindle butikken og finde lidt godt, også til en billig penge.

Jeg har alt muligt liggende på min Kindle, fag- og skønlitteratur i en skønsom blanding. Endda også selvlavede PDF filer med tekster, jeg gerne vil se nærmere på.

Er der noget bedre end et lille digt eller lidt østerlandsk mystik før man skal sove?

Den holder længe på en opladning, også selvom jeg har slået nettet til permanent.

Jeg købte et omslag med lys, da jeg anskaffede den, og det virker rigtig godt. Havde den med på ferie til Afrika, hvor nætterne er bælgmørke.

Jeg er ikke kommet så meget i gang med notefunktionen endnu. Har også købt en kalender, men det må blive det næste halve års projekt og glæder mig til vi europæiske forbrugere også kan komme med på blogvognen.

Så for nu kun ros til min Kindle, som er ved at have fast plads i min rygsæk

Når keramik bliver ternet

Jeg arbejder med begitninger i øjeblikket og har lige haft en ternet fase

Alle eksemplerne er begittet i læderhård tilstand og derefter forglødet i en elektrisk ovn før glasering med en transparent glasur.

Det første eksempel er en skål i porcelænsler med begitning i sorte tern og en enkelt rød til kontrast. Jeg synes porcelænsler gør sig godt med begitninger, kan give et meget klart udtryk, hvis altså emnet overlever diverse brændinger

Skålen er brændt i en elektrisk ovn til stentøj. Bemærk hvordan begitningen er løbet. Det skyldes formodentlig det høje indhold af kobolt i den sorte begitning, som trækker ud under glasur brændingen.

-

Det andet eksempel er et lille fad lavet i rødler, begittet og endeligt brændt i en brændefyret ovn.

At arbejde med lertøj giver nogen flere muligheder for farvede begitninger, da glasur brændingen foregår ved en lavere temperatur end stentøj.

Lertøj brændes typisk ved 900-1100 grader, og stentøj fra ca 1200 – 1315 grader.

Og sidst men ikke mindst et fad i to dele, som giver et meget godt billede af hvad tern og form kan sammen, synes jeg Det er stentøjsler med en blå-grøn farveskala i begitningen. Også den er brændt i en elektrisk ovn.