Tanker på denne vintersolhvervsdag

Så blev det vintersolhverv igen. Årets korteste dag. Sidder og kigger ud på haven. Den er rimelig hvidkalket, så solsorten, der sidder og stirrer på mig fra naboens plankeværk er meget synlig i al dens sorte fjerpragt. Dens røde næb peger lige på mig, som ville den sige, “hvor er juleæblerne ?”

Og på mit gulv ligger der en lille sort kat og spinder højlydt, mens den triller rundt og leger med en orangestribet tøjmus. Dens sorthed stikker af mod det lyse gulvtæppe.

Det hvide snedække har forklædt havens bunker til ukendelighed. Hvor der før var sort og lodden jord, er der nu fantasifulde bjerge og mystiske huler. Det sorte er gemt væk under et hvidt, porøst lag. Men laget er kun til låns, en dag titter den sorte muld igen frem, og måske går jeg så løs på den med en stor spade, udjævner den, og giver plads til nyt liv. Og måske er det lige på denne mørke plet at forårets røde tulipaner vokser frem.

Så det sorte er for alvor i spil på denne årstid, både i nattens tiltag, naturen omkring mig og i sjælens gøremål. Og er det nu så dårligt ? Uden kontrasten og perspektivet var vi vel dårligt rustede ? Vi definerer jo i høj grad vores eksistens ud fra enten-eller og lys versus mørke.

Så min hoved tanke på denne korte dagslys dag må være, intet hvidt uden sort, og intet liv uden død.

Og med ønsket om et velsignet vintersolhverv vil jeg tænde et lille lys. Et lille lys til at illuminere mørkets kærlige favntag, og til at vise vej mod lysere dage.

Årets julebog

Jeg har i mange år haft min egen faste juletradition med en julebog. Helst en god tyk én af slagsen, så man kan starte med at smuglæse i omkring vintersolhverv

I år bliver det Middlemarch af George Eliot. En klassiker, som jeg aldrig har fået læst, men nu skal det være.

En dejlig tyk sag, så måske kan jeg begynde min smuglæsning her i weekenden

Traditionen kan varmt anbefales !

At kalde sin hund for Gurli Fie

Gik i aftes henad en regnvåd gade i København. Rygsækken var tung, havde vin med til en julefrokost. Stoppede op for at smøre læbepomade på mine vinter læber, og mens jeg stod der, kom hund og ejer forbi. En glad terrier på vej hen for at hilse på en anden terrier, roterende haler og rystende pelse. Og så var det at jeg hørte navnet der midt i vintermørket.

“Dygtig hund, Gurli Fie”.

Mine ører voksede til dobbelt størrelse, vendte ud af som roterende antenner. Måtte have hørt forkert, så jeg sneg mig lidt tættere på hundemødet i parkens ene hjørne, mens jeg stadigvæk famlede med min læbepomade. Nej, den var god nok. Gurli Fie var navnet. Og så blev den regnvåde aften pludselig lidt lysere, små hvide spor i form af hundepoter trippede veloplagte afsted.

Der er vel håb for verden endnu, når man kan møde en hund, som hedder Gurli Fie !

Noget om happy endings…

Forleden dag købte jeg filmen Pretty Women for 40 kr i Metro. Utroligt, hvor mange minder man kan få for 40 kroner ! Et herligt gensyn med Richard Gere, dengang han endnu var en steg, Julia Roberts store grin og lange ben, og ikke mindst Roxettes “It must have been love”, som i den grad fik tiden til at rulle tilbage.

Og en god gedign happy ending i bedste prinsessestil.

Og så har jeg de sidste dage læst “Som en fløjte ved stille vand” af Hanne Hedetoft. En hyggelig bog om Maj, som rejser en tur til London for at besøge sin fætter og hans familie. Og så vælter skeletter og minder ellers ud af skabene, krydret med lidt walisisk kærlighed. Lad mig lige citere de sidste fire linier:

“Da han kom tilbage, rykkede han sin stol om ved siden af min, kyssede mig i håret og satte sig. Ingen af os sagde noget. Jeg fulgte hans blik ud til søen. Mærkede hans arm om mig. På et enkelt øjeblik lagde vandet sig fuldstændigt.”. Fra side 252.

Og i begge eksempler læner man sig tilbage i sofaen og føler sig godt tilpas. Kroppen falder til ro, et lille smil spiller måske om læberne, mens man drikker den sidste slurk kaffe eller lapper den sidste dråbe vin i sig. Et lille suk, og man er igen klar til at tage fat på livet.

Men hvad nu hvis Edward Lewis bare var fløjet tilbage til New York i sin private jet, og Vivian måtte tilbage på gaden ? Eller hvis bogen sluttede med at den engelske fætter gik fra sin kone og waliseren skred. Hvordan ville du så sidde i sofaen ? Irriteret, lidt mut, og med en kraftig trang til selv at redigere i historien, måske ?

Hvad er det med happy endings ? Er det ren kemi i hjernen, et behage center, som bliver stimuleret, eller et bagvedliggende håb om at verden ikke er så slem, som den fremtræder ? Det med den eneste ene, den betingelsesløse kærlighed ???

Hmm, vil tænke lidt mere over det…

Ny blog – nu med skriblerier !

Jeg har lavet en ny blog til alle mine skriblerier, så jeg håber du vil besøge den

Den hedder Dybet.

Iøvrigt har WordPress fået en ny facilitet, så man kan få en mail, hvergang der er nyt på min blog, måske var det noget ? Har altid ønsket mig at have abbonnenter

Vinter i skoven

Sidste uges aftenstorm har renset skoven, og de fem kornfede duer i det nøgne træ ses tydeligt. Alt overflødigt er væk !

Jeg følger spættens staccato dans mod toppen af kastanietræet, mens jeg drikker kaffe af min gule kop fra Provence.

Al forstillelse er væk, de ranke træer har trukket livet tilbage, og står nu blødt nikkende mod Sibiriens kolde vinde. Bark og små knaster kommer til deres ret uden bladenes distraherende, grønne raslen. De føles ru under mine fingerspidser.

Jeg kan godt lide skoven om vinteren. Når alt er synligt, og der ikke foregår fordækte forhandlinger i skovbunden. Når ikke alle træer på samme tid råber deres historier ud i verden, men blot står mætte og tilfredse i al deres gråbrune krogethed.

Så kan jeg gøre det samme, gå hjem under mit tæppe foran brændeovnens røde glød, trække mig lidt tilbage, og blot være i min gråbrune krogethed.

Hundens ører

Jeg læste bogen, Hundens Ører af Maria Ernestam i går. Jeg kunne faktisk ikke lægge den fra mig.

Bogen handler om forholdet mellem mor og datter. Eva får en dagbog af et barnebarn til sin 56 års fødselsdag, og så ruller historien ellers. Et lille uddrag fra side 9;

“Jeg var syv år, da jeg besluttede mig for at slå min mor ihjel, men jeg nåede at fylde sytten, før beslutningen kunne sættes i værk”.

Så er scenen ellers sat.

Med Evas roser i haven som et gennemgående tema fås en fin ramme til at bevæge sig både i fortid og nutid, så man som læser får et fint indblik i både barnets og den voksnes liv.

Maria Ernestam har nogen gedigne beskrivelser af svigt, af al den fortræd, man gør børn, og som har livsvarige konsekvenser.

Bogen er sine steder grum, rigtig grum, og der er klart en grund til titlen, hundens ører.

Så en stor anbefaling herfra, dejlig oplevelse, og en masse at tænke over !

Fredens rum

Fredens rum

Fredens rum er et aflangt rum med smalle senge, sat sammen som et puslespil, der ikke går op. Sengene er smalle med vilje, så de klart kan definere vores omkredse. Det giver plads til forløsning. Savnet og kulden kan slippes i dunenes smygende dans. Der er altid en ledig seng.

Lige nu er der 12 senge i fredens rum, og vi er mange på besøg. Her sidder to og er ved at flette hår på hinanden, og her sidder en anden fordybet i et brev med kinden hvilende på de optrukne knæ. Her er tilpas. Her er rundt. Og måske kommer der en lille kat og ligger spindende ved mit øre med den ene pote blidt hvilende på det bløde i min hals.

Jeg står op, når jeg er klar. Nogen gange er et lille nap nok, andre gange står jeg ikke op i dagevis, men ligger i mørket under dunene med åbent hjerte og venter på visdom. Fingrene er i ro, blodet løber ikke mere. Tanken er som vindens hvisken en sommerdag, dansende gul.

Små kærtegn på håret og panden er tilgængelige, hvis jeg ønsker det. Hvilken fryd at få glattet sine bekymrede rynker af en kølig hånd.

Og så pludselig eksploderer alt i latter og pink balloner. Glæden er som en lille hundehvalp, hvor hvert ivrigt bjæf siger; “se mig” og “kom og leg”. Og så leger vi. Hopper i sengene, løsner fletningerne og har pudekamp, så dunene let forvirrede får nye hjem.

Og så er der varm kakao og historier til den lyse morgen, mens dunene og kattepoterne igen putter sig.

Bogforum 2009

Så kom jeg på Bogforum i lørdags i silende regnvejr i tynde efterårssko ! Nok ikke den bedste disposition…

Ledte efter digte og andre skæve ting, men syntes det hele var ret substans fattigt. Masser af krimier, kogebøger og kendis bøger, er det hvad vi er reduceret til at læse ?

Sad og nød en lille espresso midt i det hele. På den ene side kunne jeg høre Lene Gammelgård fortælle om at adoptere i Nepal, og på den anden side hoppede Charlotte Bircow veloplagt rundt og fortalte om evig ungdom med kig til brun mave under cowboy skjorten. Interessant !

Og mere har jeg vist ikke at sige om det

Lidt om Qi Gong

Da jeg var helt ung, gik jeg i en periode til Tai Chi, men det var for langsomt for mit hurtige liv

I mange år har jeg med jævne mellemrum stødt på begrebet Qi Gong i stedet for, men har ikke været helt klar over hvad det indebar, så da jeg fik øje på et intensivt lørdagskursus hos vores lokale aftenskole, bed jeg straks på og fandt Mao sutterne frem.

Først lidt om Qi Gong. Qi kan betyde liv eller energi, og Gong kan betyde arbejde, så Qi Gong handler om at energi arbejde, forstået ud fra traditionel kinesisk medicin og begreber, som fx meridianer. Helt enkelt handler det om at styrke kroppens egne mekanismer og helbredende egenskaber ved at udføre enkle øvelser.

Der findes uendeligt mange stilarter. Jeg var på kursus i Shi Ba Shi QiGong, som er en moderne stilart, stærkt inspireret af de langsomme og flydende bevægelser fra Tai Chi. Du kan læse mere her.

Og som sagt hankede jeg lørdag morgen op i Mao sutterne, et par joggingbukser og løstsiddende overdel og drog afsted. Lidt spændt, for den mere koncentrede bevægelse har det knebet med på det sidste.

Vi var vel ca 14 stk blandede bolsjer, lige fra andre instruktører til ældre damer (ikke mig !), og så læreren, en meget kompetent og dygtig fyr. Han havde stor rutine i at undervise, og holdt sig klinisk til sagen, nemlig at vise os øvelserne, kort fortælle, hvad det var gode for, men holdt sig iøvrigt ellers fra missioneren under nogen form. Meget tiltalende, så kan man jo selv læse mere…

Vi blev introduceret til Silkeøvelser, 8 klassiske øvelser, som skulle være gode at vågne op på om morgenen, glæder mig til at afprøve det Foreløbig var det vist mest eftermiddag, da jeg prøvede.

Og så 1. sæt af Shi Ba Shi, som indeholder 18 øvelser, som laves ud i én køre. Og ben og arme gik op og ned, skiftevis, hofterne overførte vægt, øjnene fulgte bevægelsen, husk altid start fra udgangsstillingen med let bøjede knæ…

Ja, så var der også lige noget med tungen og vejrtrækningen, som også skulle være med. Lad mig sige det på den måde, at nogen gange var det som om mine lemmer havde fået deres eget liv, og hjernen fløj ud af vinduet

Men godt for kroppen var det, den føltes helt levende, da vi skulle hjem.

Og så var der noget poetisk over de navne, som hver øvelse havde. Hvad siger du til “At hente månen ned” eller “Flyve som en trane” ? smukt ikke ?, og med lidt god fantasi kunne jeg da godt se mig selv flyve majestætisk afsted, let baskende med armene og benene hængende nedad

Vi fik udleveret skriftligt materiale, så man har mulighed for at gå hjem og øve formerne.

Og så var hele dagen garneret med selv massage og centrering af kroppen. Hvornår har du fx sidst masseret dine fødder og dine tæer, spørger jeg bare ?

Så alt i alt en dejlig dag, var sulten som en ulv bagefter, eller var det en trane…

Så nu er det næste projekt at få sat lidt tid af til at øve. Målet må være hver dag. Har gjort det i dag