Lidt om Qi Gong

Da jeg var helt ung, gik jeg i en periode til Tai Chi, men det var for langsomt for mit hurtige liv

I mange år har jeg med jævne mellemrum stødt på begrebet Qi Gong i stedet for, men har ikke været helt klar over hvad det indebar, så da jeg fik øje på et intensivt lørdagskursus hos vores lokale aftenskole, bed jeg straks på og fandt Mao sutterne frem.

Først lidt om Qi Gong. Qi kan betyde liv eller energi, og Gong kan betyde arbejde, så Qi Gong handler om at energi arbejde, forstået ud fra traditionel kinesisk medicin og begreber, som fx meridianer. Helt enkelt handler det om at styrke kroppens egne mekanismer og helbredende egenskaber ved at udføre enkle øvelser.

Der findes uendeligt mange stilarter. Jeg var på kursus i Shi Ba Shi QiGong, som er en moderne stilart, stærkt inspireret af de langsomme og flydende bevægelser fra Tai Chi. Du kan læse mere her.

Og som sagt hankede jeg lørdag morgen op i Mao sutterne, et par joggingbukser og løstsiddende overdel og drog afsted. Lidt spændt, for den mere koncentrede bevægelse har det knebet med på det sidste.

Vi var vel ca 14 stk blandede bolsjer, lige fra andre instruktører til ældre damer (ikke mig !), og så læreren, en meget kompetent og dygtig fyr. Han havde stor rutine i at undervise, og holdt sig klinisk til sagen, nemlig at vise os øvelserne, kort fortælle, hvad det var gode for, men holdt sig iøvrigt ellers fra missioneren under nogen form. Meget tiltalende, så kan man jo selv læse mere…

Vi blev introduceret til Silkeøvelser, 8 klassiske øvelser, som skulle være gode at vågne op på om morgenen, glæder mig til at afprøve det Foreløbig var det vist mest eftermiddag, da jeg prøvede.

Og så 1. sæt af Shi Ba Shi, som indeholder 18 øvelser, som laves ud i én køre. Og ben og arme gik op og ned, skiftevis, hofterne overførte vægt, øjnene fulgte bevægelsen, husk altid start fra udgangsstillingen med let bøjede knæ…

Ja, så var der også lige noget med tungen og vejrtrækningen, som også skulle være med. Lad mig sige det på den måde, at nogen gange var det som om mine lemmer havde fået deres eget liv, og hjernen fløj ud af vinduet

Men godt for kroppen var det, den føltes helt levende, da vi skulle hjem.

Og så var der noget poetisk over de navne, som hver øvelse havde. Hvad siger du til “At hente månen ned” eller “Flyve som en trane” ? smukt ikke ?, og med lidt god fantasi kunne jeg da godt se mig selv flyve majestætisk afsted, let baskende med armene og benene hængende nedad

Vi fik udleveret skriftligt materiale, så man har mulighed for at gå hjem og øve formerne.

Og så var hele dagen garneret med selv massage og centrering af kroppen. Hvornår har du fx sidst masseret dine fødder og dine tæer, spørger jeg bare ?

Så alt i alt en dejlig dag, var sulten som en ulv bagefter, eller var det en trane…

Så nu er det næste projekt at få sat lidt tid af til at øve. Målet må være hver dag. Har gjort det i dag

Klapjagt – føj !!

Klokken 9.12 i morges, mens jeg stadigvæk nussede rundt og drak kaffe, kørte en traktor med vogn op ude på vejen foran vores hus. Den holdt ind ovre på skovens side, og ud steg en stor flok unger, klædt i signaltøj ledsagede af 4 jægere med hunde. Så var det tid til klapjagt ! Føj, siger jeg bare !

Og så blev ungerne ellers stillet op med meters mellemrum på rad og række i hele vejens længde mens kommandoerne føg gennem luften. På det givne signal trængte de så ind i skoven under høje råb og klappen. Der var ikke engang plads til at en regnorm kunne undslippe ! Og det kalder man vildtpleje ! Føj, siger jeg bare !

Fór ud og famlede mine linser i øjnene, flåede kameraet op af tasken og gik ud og tog billeder. Foreløbig har jeg skrevet til skovfogeden og udbedt mig reglerne om brugen af børn som klappere. Jeg ved godt, at det er lovligt, men for mig at se er jagt en voksenleg, som man ikke behøver blande børn ind i.

Hvor fedt ville det være at ens unge kom hjem og fortalte at det havde været klapper i dag, og dermed havde fået et kraftigt input om at det er i orden at pløje dyr ned på den måde  ?

Går en del af vores statsskat ikke til skovvæsenet ?

Og hvad med lidt info ? Der er bebyggelse på to sider af vores lille skov og en offentlig vej på den sidste, og hvert år forsvinder nogen af vores dyr i jagtsæsonen … Føj, siger jeg bare !

Stod lidt og ønskede mig en håndfuld Harry Potter magi, så dyrene inde i den lille skov kunne ligne små, stilfærdige sten, mens horderne vadede forbi med deres bjælder og haglgevær, håber det lykkedes

Klapjagt, føj !!!

Har lige sendt min første historie ud i verden…

Har lige for 5 min siden sendt min første historie ud i verden. Det var med bankende hjerte og kriller i maven at jeg trykkede på mit mail programs send knap…

Nu er det så at vente og håbe at den kommer godt frem, hvor den nu skal på græs

Samhain og et digt

I dag er det Samhain eller Halloween, som vi også kalder det med lidt gedign amerikansk påvirkning

Personligt kan jeg bedre lide Samhain, et begreb hentet fra keltisk mytologi, hvor vi jo hører hjemme i vores kulturkreds.

Samhain er for mange den mere åndelige afslutning på året, og gammel skik siger at forhænget mellem den synlige og den usynlige verden er tyndt, lige netop i nat.

Det er formodentlig også grunden til at der i mange traditioner indgår ritualer med forfædrene.

Jeg kan godt lide tanken om det tynde forhæng, kan næsten se det vifte i den stille, kølige oktobernat, så jeg vil også tænke lidt mere over, hvordan det hele hænger sammen, og hvor min plads er i den store sammenhæng.

Rigtig god Samhain og nyt år !

Samhain

vandrende tågedale

rørhønen synger

klædet er tyndt

det er din tur

du har den gule brik

spindelvævet gyser

mens muldens tå stikker op

og åkander klaprer

Kødet viger

Hekate stiger op

slanger modulerer

At læse Virginia Woolf tematisk

Jeg har aldrig læst noget af Virginia Woolf før nu, har aldrig haft lyst, men det har så sandelig ændret sig her på det sidste

Det første jeg fik læst var biografien Orlandos døtre, om hende og hendes søster, maleren Vanessa Bell. Spændende belysning af forholdet mellem de to søstre, og deres vidt forskellige måder at tackle deres opvækst på.

Det fik mig til at blive rigtig nysgerrig på hvordan VW fik skrevet sig ud af barndommen og videre i livet, og til mine egne overvejelser om det overhovedet kan lade sig gøre.

Hun skriver selv, at hun først fik sin mor ud af sit system, da hun havde færdiggjort Til Fyret. Merete Pryds Helle indleder forordet til den nye udgave af bogen med at citere fra A Sketch of the Past om netop det forhold.

Så nu er jeg nu gået løs på følgende i vilkårlig og samtidig rækkefølge;

• The Diary of Virginia Woolf, vol 2, 1920-24
• Eget værelse
• Moments of being

Det er alt sammen hendes prosatekster, hvor hun også skriver om sin opvækst, og den viktorianske arv.

Spændende !!!

Meget lidt om Haiku digte…

Jeg er nu faldet over Haiku digte, umådeligt fascinerende og alligevel så fremmedartede.

Og hvad er et Haiku digt, spørger du måske. Kort fortalt er det en japansk digtform, oprindeligt fra det 16 årh., uden rim, som typisk består af sytten stavelser, som er organiseret i tre linier med 5, 7 og 5 stavelser.

Digtene har tæt tilknytning til zen, og er ofte upersonlige naturbilleder, der forener det flygtige med det bestandige via antydningens kunst.

Modsat vores vestlige udtryksform hylder den østlige ofte brug af objektivisering og anonymitet, man ser personligheden som en illusion og holder derfor jegéts subjektivitet udenfor.

Og så er der syntesen af ordene og de kaligrafiske tegn… en æstetisk nydelse !

Her er en lille smagsprøve af Basho, (1644-1694) hentet fra “Hans-Jørgen Nielsen – Haiku”, nr 33″

Solen hvor lysende

Hvor glødende i blæsten

Allerede efterårets

Kastanietræet

Kastanietræet lyser morgenklart. Solens lave, gyldne stråler illuminerer dets efterårspragt, mens det står klart aftegnet mod det himmelblå lærred. Skyggerne er grålige og giver plads til fortolkning, og barken synes plettet og en smule hullet.

Plænen omkring træet er fuld af frugter, runde, brune kastanier, som er gode at have i lommen og gå og ae på.

Et rødbrunt blad er til te hos en gulgrøn variant, og de snakker om sommeren og hvor godt det bliver med lidt fred og muldjord nu. Så takker den rødbrune for serveringen, sætter elegant af fra grenen og duver blidt ned mod jorden, hvor den entusiastisk modtages af otte artsfæller.

Træet har givet husly til en spætterede over sommeren, og ungen med den røde blis på toppen af hovedet, vender stadigvæk tilbage til sin trygge spalte mellem de to stammer. Når det regner ser den lidt forpjusket og sølle ud, men så ryster den sig målbevidst, udstøder et fast spætteråb og går direkte efter mejsebollen i det udgåede kirsebærtræ ved det lille hus.

Vinden tager igen fat i kastanietræet og byder det op til dans. Som en hund, der fælder, flyver blade og småkviste rundt i dansen indtil vinden bliver træt af legen og glider videre på jagt efter nyt legetøj.

De sidste blade rystes på plads, solen kommer igen frem fra den gråsorte sky, og kastanietræet sukker veltilfreds.

Et lille fællesskab mellem kunstarterne ?

Jeg er ikke Jimi Hendrix fan – har aldrig været særlig god til de skæve og hvinende toner, men hørte en live fortolkning i lørdags, som fik mig til at tænke lidt mere over fænomenet.

Hvorfor er det de skæve toner, der fanger interessen, hvorfor er det ikke det bløde, som stryger dig med håret og aer dig på kinden ? Hvorfor er det de flænsende hvin, som stikker knive i dine tarme, som du husker og tager med ?

Hvad med den linie i et digt, som får alle sanserne op på mærkerne ? En følelse i kroppen af at blive talt direkte til.

Eller maleren, som midt i sit smukke efterårsbillede har tværet en tyk, grim sort streg hen over træernes konturer ?

Hvorfor er det den jeg husker og ikke alt det smukke ?

Kan man tale om et lille fællesskab mellem kunstarterne her ?

Kan det have noget at gøre med vores eksistens og forståelsen af den ?

Det skæve både frastøder og tiltrækker, en dans om ligevægt, eller måske en udstrakt hånd til at se på det skæve i sig selv ?

Jeg vil fundere lidt videre.

Søndag ved havet

Der kan siges meget om gåture ved vandet. Om det terapeutiske i at sjoske afsted i strandkanten iført sine nyindkøbte gummestøvler. Duften af tang, hav og liv kan både være blid og stålsat på én gang.

Finder en porfyr, inspicerer den og lader tankefuldt fingrene glide over pletterne, som ville aftrykkene sende mig til en anden virkelighed. Hvordan ville der se ud, var menneskene lykkelige ? Havde de børn, hunde og får ? Lader stenen glide ned til sine fæller på bredden.

Jeg lytter til vandets klukken, en vise om altings foranderlighed garneret med en lille krabbe, som målbevidst danser sidelæns mod sit bytte.

Det er en stille søndag, menneskene har råbt sig hæse i aftes, nu går de og skutter sig let. Efterårsregnen perler ned af kraven på den blå regnjakke, den er også indkøbt til lejligheden.

Gusen driver ind fra havet som tågede fingre. Er det nu båden kommer og sejler mig til Avalon ? Ud i glemselen, ind i tågen, hvor alt er omvendt, og intet giver mening.

Vandet klukker lidt højere, som vil det sige “vær ikke bekymret”. Men jeg er bekymret – bekymret over lidelse, sorg, ensomhed og min dårlige arm. Jeg købte engang en lille, spraglet æske med fire bekymringsdukker. De var bittesmå, lavet af hårdt omviklet garn og malet i alle regnbuens farver. Tanken var at man tog én op i hånden og sendte alle sine bekymringer ned i den, og vups var man glad igen. Jeg er ked af at sige det, men det virkede ikke for mig. Et barn blev til gængæld meget glad for sine nye ting til dukkehuset.

Jeg går videre, sparker let irriteret til den sorte tang, som skygger for sandets reminiscens af sol og varme.

Hvorfor var det nu lige at jeg ville gå her i dag ? Fordi vand er en lise for sjælen, et spejl, hvor sindets reflekser bliver tydelige. Vand kan det hele, både alene i et smukt glas, men også i giftemålene med himlen, lyset, fuglene og de små både. Et mågeskrig afleder mine tanker, og jeg kigger ud over det gråblå vand. Jeg kan mærke efterårskulden tage livtag med det nyindkøbte, håber at Helly Hansen vinder.

Gusen udvisker horisonten, strækker sine lange kløer ind mod mig, sætter aftryk på min kind, et brændemærke. Så mangler vi bare rotterne, de lange halers dans, men nej, I er ikke med i denne lille søndags fortælling, måske i morgen.

Marehalm poserer som klit, tyk af forfalden illusion om hygge.

Jeg sætter farten lidt op og er ved at snuble over et par store, spættede sten, mens mine gummistøvler slubrer.

Og mens jeg sådan famler min vej gennem strandens landskab bliver mit indre, hvide rum luftet. Både porfyrens drømme, gusens negle og tangens kulør tager del. Det er som at tage en gammeldags kost og blidt feje støvet sammen, se det samle sig til en kegle og dernæst muntert stryge ud af det åbne vindue, ud på nye eventyr. Nu er de gamle træplanker igen veltilpasse, de hvide mousselin gardiner duver blidt foran det åbne vindue, og solen sender sit varme, gule lys ind i alle skæve kroge.

Jeg stopper op, tager en dyb berusende indånding, kigger ud over det flimrende hav en sidste gang, blæser et kys afsted til alle giftemålene, og går op til min cykel.

Rigtig god søndag !

Oplæsning – er her stadigvæk !

Et lille situationsbillede fra min første oplæsning

Med bævende hjerte begav jeg mig afsted. Det var lørdag middag, og jeg skulle til åbent hus, hvor der både skulle læses op, spilles musik og kigges på billeder.

Jeg var kommet lidt for tidligt til stationen, og opdagede at den lokale bio var åben, så gik derind og satte mig i ly bag ved en søjle og øvede mig lige en gang til.

Forhallen var fuld af børn, forældre og bedsteforældre, som alle skulle ind og se OP, eventyret om hr. Frederiksen og Robert, så jeg kunne sidde helt uforstyrret og mærke mit hjerte slå hurtigere og mere uregelmæssigt end normalt.

Rejste mig omsider op og gik med langsomme og tunge skridt ned ad vejen, hvorfor har mit hår nu bestemt sig til at være helt glat igen, det lignede en tot hø trods regnvejret, og var det mon de forkerte digte jeg havde med ??? Langsommere og langsommere gik det, og så stod jeg pludselig foran den åbne dør. Tog en dyb indånding, kunne høre blues musik derindefra, rettede ryggen og gik ned af trappen.

“Goddag og velkommen, jeg hedder Lotte, rart du kunne komme”, lød ordene, inden jeg var kommet helt ind af døren. Hun var maleren, og pegede ind mod rummet bagved, hvorfra tonerne klagende kaldte. Jeg gik lydløst hen og stod i døråbningen mens jeg åbnede min frakke.

Der  var ca 15 mennesker forsamlede i det lille rum, hvor vi normalt har skriveskole. De sad på umage vis bænket rundt om blues musikken, og en duft af kaffe ramte min næse. Noterede mig også at der var sat chips frem, og rødvinen stod rank i sit pap hylster. Kendte jeg nogen ? Ja, der var en enkelt fra mit skrivehold, og vi nikkede til hinanden. Der var en tom stol i det ene hjørne, så der listede jeg over i den næste pause, hældte lidt rødvin op i et plasticbæger og fyldte min vandflaske. Så var jeg klar, måske…

Næste oplæsningsrunde. Jeg kunne mærke mine klamme håndflader klemme hårdt om min lille, røde Moleskine bog, hvor alle godbidderne står. Jeg havde klistret mine små tekster fast i den for ikke at tabe det hele på gulvet. Lyttede, smilede og klappede, og så var det min tur. Rejste mig langsomt, mens jeg glattede min havblå velour kjole med hånden, gik op foran, tog endnu en dyb indånding og gik i gang.

Da jeg læste teksten om mor, lød der et gisp i rummet. Utroligt hvad man kan sige på 3 linier, det kommer her;

Mor er til salg

men der er ingen bud

bliv i din urne

De lyttede, og de klappede, og så returnede jeg til mit hjørne som en anden bokser, tørrede mine svedige fingre af i det ene bukseben og tog en ordentlig slurk rødvin. Mit ildrøde ansigt brændte videre et stykke tid mens vejrtrækningen blev mere normal.

Mere musik fulgte, og stemningen emmede ned af væggene i det lille rum og oplyste den grå og våde efterårsdag. Så det var med et smil på læben jeg en times tid senere igen stod ude foran den åbne dør og trak hætten op over hovedet for at beskytte mod regnen. Mine skridt var også langsomme nu, men det var lettede og glade skridt.

Jeg var her stadigvæk, og nu var det min tur til at komme i biografen og se OP