En dag i maj

Tæppet i stuen er lige blevet udskiftet. Nu er det sort. Der ligger rester af kattemad. Sovesofaen er også ny. Mørkeblåt stof. Fire orange melerede konkylier ligger i vinduet. Det trænger til at blive pudset.

Stabler af bøger fylder spisebordet sammen med tomme glas og kattelegetøj. En rispapirlampe fra Ikea hænger ned fra en grønmalet bjælke. Den ene side af bjælken er sodet af røg fra brændeovnen. Det er en Morsø. Egernet sidder der stadigvæk.

En Nespresso maskine blinker. Der er ikke mere vand.

Et maleri fra Bornholm hænger over sofaen. Det er holdt i varme nuancer. To små piger står i en smal smøge. Måske aftaler de at gå hjem til den ene og lege.

Blikket går tilbage til det snavsede vindue. Solen afbøjes og glider ind på det sorte tæppe. Kattemaden lyser. Hun tænker på katten. Han er også sort som tæppet med en lille hvid blis på brystet. Hvor mon han er? Ligger han udenfor døren på broen? Under det nyudsprungne æbletræ og holder øje med guldfiskene i søen, mens hans hale langsomt duver op og ned.

Hun går ud, men der er tomt under æbletræet. Hun læner armene på gelænderet og ser ned i søen. Der er liv. Masser af liv. Frøer, fisk og små salamandre.

Et åkandeblad har foldet sig ud siden i morges. Hun kommer til at tænke på eventyret om Tommelise, og med ét er det som om udsynet kryber, bliver mere grønt og snasket. Hun blinker hurtigt, og ser så lige ind i tudsens blodrøde øjne. Den betragter hende opmærksomt uden at blinke. Kulsort sidder den på sidste års blege siv. Den knortede krop er fuld af store vorter. Hun vender sig rundt på bladet. En stor blomsterknop hænger fast i den anden ende. Det kan ikke vare længe før den springer ud. Hun blinker igen. Hårdt. Og er tilbage på broen.

En stor humlebi slingrer forbi med kurs mod æbleblomsterne. Den lyder som en helikopter. Blikket glider videre forbi søen og ud på vejen. Naboen kører forbi i sin lille lysegrønne bil, er nok på vej ned til hesten. Lysende hvidtjørn holder vejen i skak. Der bliver nok aldrig hundeskov bagved.

Hun lader blikket glide ind mellem de spidse hvide blomster og kan næsten fornemme duften.

Tanken begynder at slingre, svæve og lade sig glide opad. Hilser på en solsort, der er ved at varme op til dagens frieri. Fortsætter videre op gennem tynde grene. Blå luft og plads. Ser ned på huset og søen, indrammet og afgrænset.

Fortsætter opad.

0 Kommentarer til “En dag i maj”



  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s





Follow

Get every new post delivered to your Inbox.